Min historie
Jeg er født i 1991 i Gentofte og er vokset op i Kongens Lyngby hos mine forældre, som begge arbejdede som radioværter på DR, da jeg blev født. Min far, Per Wium, spillede keyboards i flere anerkendte bands og begge mine forældre bragte på hver deres måde musikken ind i mit liv. Jeg er vokset op til tonerne af klassisk musik og pop/rock som The Beatles, Gangway, Abba, Stevie Wonder, Jane Child, Michael Jackson og mange flere, som i den grad har pejlet skibet i en musikalsk retning fra barnsben af.
Gennem folkeskolen havde jeg andre interesser end musik, hvor især håndbolden tog min tid, og det var først for alvor i 8.-9. klasse, at jeg opdagede, hvordan musikken og især klaveret åbnede min verden.
Da jeg i 2007 startede på Nærum Gymnasium faldt valget på musiklinjen. Jeg lærte at synge, da jeg startede i gymnasiekoret, og jeg fik spillet musik sammen med andre mennesker. Efter jeg blev student i 2010 fik, jeg min første klaverlærer som introducerede mig til jazzverdenen og en helt ny måde at spille klaver på. Det var en kæmpe øjenåbner, og jeg dykkede efterfølgende længere ned i musikken. Jeg kom ind på Københavns MGK (Musikalsk Grund Kursus) i 2011 med klaver som hovedfag. Der gik jeg fra 2011-2014 og modtog undervisning af blandt andre Mikkel Gomard, Rasmus Ehlers, Erik Ørum von Spreckelsen, Simon Thorsen og Nana Fagerberg.
I 2014 blev jeg tilbudt min første turné, som var to uger på landevejen i Tyskland med Malene Mortensen. Da jeg kom hjem fra touren afsluttede jeg min tid på MGK, og jeg begyndte at spille en masse jam sessions rundt omkring i København, hvor jeg mødte en masse mennesker, som den dag i dag er gode venner og kollegaer i musikbranchen. I 2014-2015 underviste jeg blandt andet unge mennesker i klaver og sang på Busses Skole på et års barselsvikariat og brugsklaver på Den Rytmiske Højskole i Vig.
I disse år spillede jeg mig til en masse erfaring med såkaldte “balle-jobs”, og det var først da jeg i 2015 mødte den danske artist Fallulah, at jeg fik en fod ind i pop-branchen og Fallulah inviterede mig med på tour til at varetage keys/kor.
Idag bor jeg på Østerbro i København og lever af musikerlivet.